Blandt de instrumenter, hvorigennem staten er i stand til at påvirke økonomiske indikatorer og verdensmarkedet for valuta, skiller renten på centralbankerne i et bestemt land sig ud. Centralbanker bestemmer uafhængigt rentestørrelsen og tidsrammen, inden for hvilken den kan revideres.
Centralbankens renter er en stærk økonomisk indikator og en effektiv indflydelsesstang for økonomien. Denne indikator er vigtig for styringen af både indenrigs- og udenrigspolitik. Dens ændring påvirker valutakursen, så den kan opretholdes på det krævede niveau.
Centralbankens rente, som også kaldes refinansieringsrente, er den procentdel, hvor landets hovedbank yder lån til andre kreditinstitutter, herunder forretningsbanker. Kernen er renten en indikator for økonomien, et benchmark for værdien af den nationale valuta.
Niveauet for den angivne procentdel bestemmes primært af efterspørgslen efter midler og antallet af tilbud på markedet for lån og lånekapital. Størrelsen på denne indikator påvirkes også af kreditrisici, den forventede inflation, valutakursens dynamik og skatteniveauet. Rentesatsen fastsættes af en særlig kommission fra centralbanken.
Ved at deltage i refinansiering af kommercielle banker påvirker centralbanken gennem renteændringen en række økonomiske indikatorer, herunder inflation og valutakurs. Jo højere renter, desto dyrere er lånet modtaget af en kommerciel bank, og dermed jo højere renter på lån til kunder.
Refinansieringssatsen bruges i vid udstrækning til beregning af beskatning, når man bestemmer bøderne for forsinket betaling af gebyrer og skatter. Satserne på offentlige forpligtelser og rentabilitetsniveauet for de fleste finansielle instrumenter afhænger direkte af det valgte renteniveau. En ændring i refinansieringsrenten kan føre til en stigning eller et fald i kapitalen på landets hjemmemarked.
Centralbanken hæver renten i et forsøg på at forhindre, at økonomien bliver overophedet. Dette fænomen observeres, når der er en stigning i priserne på varer uden en stigning i den reelle produktion, med andre ord når inflationen snurrer op. En anden grund til at hæve refinansieringsrenten er behovet for at gøre den nationale valuta mere attraktiv for potentielle investorer. Således øger renten hævelsen af den nationale valuta og slår inflationen ned.
En stigning i centralbankens rente har også en ulempe, da udlånsgraden til virksomheder samtidig stiger, hvilket medfører massive reduktioner, fører til en stigning i ledigheden og øger massen af penge i omløb.
Med et fald i refinansieringsrenten observeres den modsatte effekt: investorer søger at overføre midler til en anden valuta, arbejdsløsheden falder, lave låne- renter fører til en stigning i den reelle produktion af varer og tjenester. Den generelle forretningsaktivitet er stigende, selvom inflationen begynder at stige.
Markedsdeltagere skal korrekt forstå betydningen og proceduren for dannelse af rentesatser samt holde styr på datoerne for de næste møder i centralbankkommissionen, hvor spørgsmålene om ændring af refinansieringsrenten løses.
