Den Europæiske Union har forenet næsten tre dusin europæiske lande og er blevet en unik enhed, der kombinerer en stats og en international organisations egenskaber. En af foreningens opgaver er dannelsen af en fælles økonomisk zone, hvor en fælles europæisk valuta vil cirkulere. Hidtil falder Den Europæiske Unions sammensætning ikke sammen med sammensætningen af den zone, hvor euroen bruges.
Det er almindeligt at kalde euroområdet for en gruppe lande, der har indført den fælles europæiske valuta, kaldet euro, som et lovligt betalingsmiddel på deres område. Fra januar 1999 var der elleve sådanne lande: Tyskland, Østrig, Frankrig, Belgien, Finland, Italien, Irland, Portugal, Spanien, Holland og Luxembourg. Lidt senere udvidede euroområdet på grund af Sloveniens, Grækenlands, Malta, Slovakiets, Cyperns og Estlands tiltrædelse til det.
Det såkaldte udvidede euroområde omfatter flere andre stater, hvor den fælles europæiske valuta også anvendes. Så aftaler med Den Europæiske Union blev indgået af San Marino, Vatikanet og Monaco. Uden indgåelse af en aftale bruges euroen i bosættelser i Andorra, Montenegro og Kosovo.
Dannelsen af en fælles monetær og økonomisk politik i europæiske lande fandt sted i tre faser. Den fælles europæiske valuta er blevet det eneste lovlige betalingsmiddel i euroområdet siden marts 2002.
Indførelsen af en fælles monetær enhed er blevet det mest dristige økonomiske eksperiment i nyere tid. Indtil nu argumenterer eksperter for, om overgangen til en fælles valuta var hensigtsmæssig. Spørgsmålene om fordeling af fordele og mulige omkostninger ved oprettelsen af en monetær union mellem individuelle stater og sektorer i økonomien er endnu ikke løst. Mest sandsynligt vil resultatet af eksperimentet ikke kun påvirke Europa, men også mange andre stater, der opretholder økonomiske forbindelser med denne region.
Ethvert EU-land har formelt enhver ret til at komme ind i euroområdet. Og alligevel skal kandidater til tiltrædelse af euroområdet opfylde visse kriterier, der gælder for deres pengepolitik. Først og fremmest skal kandidatlandets budgetunderskud være inden for 3% af BNP, og gælden i den offentlige sektor bør være tæt på 60% af BNP.
Derudover skal en stat, der ønsker at komme ind i euroområdet, sikre en stabil valutakurs for sin valuta i forhold til den europæiske valuta. Graden af uafhængighed af centralbanken i landet og niveauet af sammenhæng mellem dens finansielle politik og politikken i landene i euroområdet tages også i betragtning.
Ved vurderingen af potentielle nye medlemmer af euroområdet tager Den Europæiske Centralbank og Europa-Kommissionen hensyn til resultaterne af gensidig integration af markederne, udviklingen i betalingsbalancen, lønomkostningerne og prisindeksniveauet. Efter at have fået medlemskab af den monetære union vil det nye medlem af euroområdet være forpligtet til at opfylde de stabilitetskriterier, der er fastsat for den finansielle sektor.
Når de kommer ind i zonen med den fælles europæiske valuta, overfører de nye medlemmer af Unionen alle beføjelser inden for penge- og kreditpolitik til Den Europæiske Centralbank, som nu beslutter spørgsmål i forbindelse med fastsættelse af renteniveauet og bestemmelse af volumen af pengesedler.
For hvert nyt EU-medlem er tiltrædelse af euroområdet et naturligt skridt, der fører til en fuldstændig og omfattende integration af staten i Den Europæiske Union.
